Kasse 2

Boligsituationen går ud over studierne

By 25. september 2019 oktober 11th, 2019 No Comments

En uholdbar boligsituation kan nemt medføre, at studierne ryger i baggrunden. Den konstante boligjagt stresser de studerende. Og ifølge formanden for Danske Studerendes Fællesråd bør politikerne handle nu.

Hos Danske Studerendes Fællesråd (DSF) kæmper de for bedre boligvilkår for de danske studerende. Formand for DSF, Johan Hedegaard Jørgensen, fortæller:

”Boligmarkedet er enormt presset for studerende. Der er enorme udfordringer, både hvad angår boligmængde og pris.”

Ifølge formanden er problemet størst i forbindelse med studiestarten i de danske universitetsbyer. Men det er ikke blot nogle enkelte startvanskeligheder for tilflyttere og internationale studerende. Det er et problem for mange. Og det kan påvirke studietiden i årevis.

”Mange flytter flere gange i løbet af deres studier. Det viser, at markedet er presset. Man må flytte rundt, indtil man finder en holdbar løsning, og det kan gå ud over studierne,” siger han.

Lukket land for studerende

Johan Hedegaard Jørgensen understreger, at boligmarkedet generelt er enormt utilgængeligt for studerende. Priserne overstiger ofte det, man får udbetalt i SU, og alligevel er studerende nødt til at takke ja til de dyre boliger, da der er ikke er nogle alternativer.

”Man har ikke bygget nyt i mange år. Så situationen er blevet værre. Prisen stiger stadig kraftigt, og vi synes ideelt set, at en studiebolig max. burde koste halvdelen af SU’en,” forklarer han.

Danske Studerendes Fællesråd kæmper for at gøre opmærksom på det voksende problem. Blandt andet har de sammen med Lejernes Landsorganisation (LLO) i fællesskab udgivet 5 gode råd til unge og studerende, inden der underskrives lejekontrakter.

”Vi skriver indlæg og blander os i debatten, og prøver at råbe politikerne op på den måde. De fem råd, vi lavede med LLO er også vigtige, da der desværre er bolighajer, der udnytter, at studerende står uden bolig. Fx er unge, der flytter til byen og ikke har et netværk, nemmere ofre for svindel.”

Johan Hedegaard Jørgensen mener, at der skal meget mere fokus og handling til på området.

”Vi kan desværre kun symptombehandle på et så presset boligmarked. Ansvaret for reelt at gøre noget ved problemet ligger hos politikerne,” fortæller han.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd ser ikke nogen løsning lige om hjørnet. Men han lover, at DSF vil gøre alt, hvad de kan for at få de relevante nationale og lokale politikere i tale.